23948sdkhjf

Danske netbutikker forventer ny vækst: Det er meget imponerende

Onlinebutikkerne i Danmark forventer, at den stærke vækst i onlinehandlen fortsætter med fornyet kraft i 2021. Sådan lyder det fra prisportalen PriceRunner, der sammen med analysefirmaet Kantar laver kvartalsvise undersøgelser i dansk onlinehandel.

Forventningen blandt butikkerne er en vækst i omsætningen på 22 pct. Den forventning kommer ovenpå et 2020, hvor onlinehandelen på grund af coronakrisen oplevede voldsom vækst og havde det bedste år i meget lang tid.

- Onlinehandlen er eksploderet og har givet e-handelsbutikkerne masser af optimisme og tro på et lige så godt 2021. Vækstforventningen er dog skruet lidt ned efter det vilde 2020, men det er meget imponerende, at branchen forventer så høj vækst i år, siger Martin Andersen, direktør for PriceRunner, i en pressemeddelelse.

PriceRunners E-handelsindeks for 4. kvartal 2020 tager et kæmpe spring fra 68,8 til 76,6. Det er rekord og viser en e-handelsbranche med stor fremgang og tro på fremtiden.

Indekset er lavet af analyseinstituttet Kantar i perioden fra den 11. januar til 20. januar via en spørgeskemaundersøgelse blandt danske onlinebutikker.

- Usikkerheden for et år siden, da coronakrisen begyndt at rumle, er afløst af afklaring og fremgang for langt de fleste onlinebutikker. Vi så et dyk efter sommeren, men et forrygende salg på black friday og i hele juleperioden sender e-handelsindekset helt i top, siger Martin Andersen.

Fornyet vækst

I undersøgelsen viser svarene fra onlinebutikkerne, at omsætningsvæksten i gennemsnit var på 40 pct. i 2020. Tre ud af fire onlinebutikker oplevede sidste år, at deres indtjening var bedre eller meget bedre end i 2019.

Nedlukningen af de fysiske butikker har desuden givet en fornyet vækst i onlinehandelen i årets første måned.

90 pct. af butikkerne oplyser, at deres salg lige nu er godt eller meget godt. I forrige kvartal var det 77 pct. af butikkerne, der gav udtryk for, at salget var godt lige nu.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104